TROVÆRDIGHEDSUDFORDRINGER PÅ BOLIGMARKEDET

Hvert år i oktober offentliggør kommunikationsbureaet Radius en troværdighedsanalyse, der rangerer de forskellige brancher og fagområder baseret på danskernes syn på troværdighed. Analysen, der er blevet udført siden 2008, inkluderer i år 27 faggrupper, hvor politikere og influencere rangerer lavest. Inden for boligmarkedets aktører viser analysen også betydelige forskelle i placering, hvilket ifølge Danske BOLIGadvokater er tegn på en problematik.

Lav troværdighedsplacering skaber bekymring

Ejendomsmæglerne lander på en 23. plads ud af de i alt 27 placeringer, når det kommer til hvor høj troværdighed, de har blandt danskerne. En rangering lige under bankrådgiverne, der har sneget sig op på en 22. plads på listen. Begge er placeringer, der ifølge formanden for Danske BOLIGadvokater Niels Erlandsen, er alarmerende:

”På boligmarkedet opererer vi bl.a. sammen med banker og ejendomsmæglere, som igen i år kommer ud med en lavere score og er at finde længere nede på listen på henholdsvis 22. og 23. pladsen. Vi mener, at det er problematisk for boligmarkedet, at der ikke er fuld tillid til alle parterne.”

På den anden side rangerer advokater højt på listen over de mest troværdige faggrupper og har forbedret deres position til en 16. plads sammenlignet med tidligere år. Det står i kontrast til de øvrige aktører på boligmarkedet, der befinder sig blandt de fem lavest rangerede. Tryghed i en bolighandel er afgørende for både købere og sælgere, og manglende tillid til alle involverede parter på boligmarkedet udgør en bekymring for danskerne.

De tvetydige roller kan være forklaringen

En af grundene til både ejendomsmæglernes og bankrådgivernes lavere troværdighedsrangering, kan måske findes i kasketforvirringen. Det er i hvert fald formanden for Danske BOLIGadvokater, Niels Erlandsen, bud på en forklaring:

”Vi oplever, at der er en kasketforvirring blandt især ejendomsmæglere og banker, da de fremstår og opfattes som rådgivere, men i virkeligheden er sælgere, og det har især førstegangskøbere svært ved at gennemskue, med risiko for at komme i klemme i en handel. Mange tror fx fejlagtigt, at ejendomsmægleren også er deres rådgiver, men ejendomsmægleren er altså udelukkende sat i verden for at sikre den bedste handel for sælger. Det kan måske være én af årsagerne til den lave troværdighedsplacering på listen.”

Danskerne har muligvis lav tillid til aktørerne på boligmarkedet på grund af de tvetydige roller. En årsag til ejendomsmæglernes lave troværdighedsplacering, kan f.eks. skyldes problematikken omkring en interessekonflikt, da de ofte er provisionslønnede og derfor får økonomisk gevinst ved ejendomssalg. Det rejser bekymring om, hvorvidt ejendomsmægleren arbejder i sælgerens bedste interesse eller i stedet forsøger at maksimere egen fortjeneste.

Personlig og professionel rådgivning

Hos Assecca Advokater har vi mange års erfaring med at yde professionel og personlig rådgivning i forbindelse med boligkøb. Vi står klar til at hjælpe med alle de juridiske aspekter, så du kan sikre en tryg bolighandel. Du er altid velkommen til at kontakte os på tlf.nr. 6917 1999 eller pr. mail kontakt@assecca.dk for en uforpligtende drøftelse af, hvordan købsprocessen foregår, og hvordan vi kan være behjælpelige med at sikre dig en god og tryg bolighandel.