Med oprettelse af et testamente kan du skabe tryghed for dig og dine nærmeste. Du kan få indflydelse på, hvordan arven efter dig skal fordeles og sikre, at det du efterlader dig, tilgår dem, du ønsker. Uanset alder og formue kan det derfor være en god idé at oprette et testamente, så du kan bestemme, hvad der skal ske med dine ejendele og din formue, når du går bort.
Har du allerede tidligere oprettet et testamente, anbefaler vi stadig, at du gennemgår testamentet med jævne mellemrum for at sikre, at det stadig er i overensstemmelse med dine ønsker.
Et testamente er et juridisk dokument, hvor du kan bestemme, hvem der skal arve efter dig, eller under hvilke omstændigheder din arv skal videregives.
Hvis ikke du har et testamente, vil dine ejendele og formue blive fordelt i henhold til den danske arvelov, hvilket ikke nødvendigvis stemmer overens med dine ønsker. Ved at oprette et testamente kan du dermed sikre dig, at dine ejendele og værdier går til de personer og/eller velgørende organisationer, som netop du ønsker.
Det kan i den forbindelse være en god idé at have en advokat med på råd for at sikre, at testamentet er formuleret juridisk korrekt og tager højde for dine ønsker, interesser og muligheder. Advokaten kan også hjælpe med at rådgive om boafgift (arveafgift) og andre juridiske spørgsmål i relation til arv og testamente.
Du kan selv bestemme, hvad der skal ske med den del af arven, der ikke er tvangsarv.
25% er tvangsarv. Den går automatisk til dine tvangsarvinger (dine børn eller deres efterkommere) og din ægtefælle. Arveloven regulerer, hvordan tvangsarven skal fordeles, og den del kan der ikke laves om på.
75% er friarv. Det kan du frit fordele til dem, du ønsker at indsætte i testamentet. Har du ingen tvangsarvinger, kan du i testamentet frit bestemme over hele arven.
Har du ingen tvangsarvinger, kan du i testamentet frit bestemme over hele arven.
Dit testamente kan tage højde for mere end blot fordelingen af arven efter dig. Du kan b.la. også bestemme:
For at et testamente er juridisk gyldigt, skal det opfylde visse formelle krav. Du skal være fyldt 18 år og være i stand til at handle fornuftigt, når testamentet oprettes. Desuden skal testamentet være skriftligt og underskrevet:
Notartestamente: Du kan underskrive testamentet foran en notar. Notaren er ansat ved en domstol (byret) og skal bevidne, at det er dig, der skriver under på testamentet, og at du er bevidst om indholdet.
Vidnetestamente: Du kan underskrive testamentet foran to uvildige vidner, der kan bekræfte, at du er bevidst om indholdet. Vitterlighedsvidnerne må ikke have nogen økonomiske interesser i testamentets indhold.
Nødtestamente: Du kan i helt særlige tilfælde oprette et nødtestamente. Det er udelukkende aktuelt, hvis du befinder dig i en nødsituation, hvor du er i overhængende fare for at miste livet.
Vi anbefaler, at du opretter et notartestamente. Det skyldes, at du opnår størst sikkerhed for, at testamentet bliver fundet efter din død og lagt til grund ved fordelingen af din arv, hvis du vælger at oprette testamentet hos en notar. Et vidnetestamente ligger kun i skuffen, og det er derfor ikke sikkert, at der er nogen, som finder det.
© 2024 Assecca Advokater – Designet af Aveo web&marketing