Har du og din partner været i et forhold uden at være gift, kan I gå fra hinanden uden at ansøge om separation og skilsmisse. I vil selv skulle tage stilling til jeres økonomiske anliggender og være ansvarlige for at dele jeres formue, ejendele og bolig i forbindelse med samlivets ophør. Derfor er der stadig mange ting at tage stilling til, når forholdet afsluttes, og det kan være en følelsesmæssig og udfordrende proces, der involverer både juridiske og økonomiske overvejelser.
Hvis du og din partner har boet sammen uden at være gift, er det vigtigt at være opmærksom på, at I ikke er underlagt den samme lovgivningsmæssige beskyttelse som ægtepar, når I går hver til sit. Det betyder, at det ikke automatisk er reguleret, hvordan jeres formuer skal fordeles mellem jer.
Som ugifte samlevende har I juridisk set en mere begrænset beskyttelse, da I fra et lovgivningsmæssigt perspektiv anses som individuelle personer. Går I fra hinanden, er udgangspunktet derfor, at I beholder de ejendele og aktiver, som I hver især ejer, og at I hæfter individuelt for eventuel gæld, I har oparbejdet før og under jeres samliv.
Hvis I har børn, og I vælger at jeres samliv skal ophøre, vil der være en række forhold, som I skal tage stilling til. Det vil f.eks. omfatte børnenes bopæl, fastlæggelse af samværsordninger eller eventuelle ændringer i forbindelse med forældremyndigheden.
Har I sørget for at holde jeres økonomi adskilt og fået købt, betalt og registreret ejerskabet over de ejendele og aktiver, I hver især ejer, vil det normalt ikke give anledning til større udforinger, når jeres formue skal deles ved en samlivsophævelse. Går I derimod hver til sit efter mange år sammen, hvor der måske er sammenblandet økonomi og fælles bolig eller bil, kan det blive svært at opdele i mit og dit, når alting pludselig ikke længere er ”vores”.
Har I f.eks. en fælles bolig eller bil, vil det sædvanligvis være afgørende, hvem af jer, der er registreret som ejer. Den registrerede ejer er nemlig som udgangspunkt berettiget til at beholde boligen eller bilen uden at skulle dele med den anden. Det er en udfordring, når f.eks. kun den ene er registreret som ejer, hvis det skyldes tilfældigheder, eller at det har været mere hensigtsmæssigt af forsikringsmæssige hensyn. I de tilfælde kan det føles urimeligt, hvis begge har bidraget til at betale af på gælden, de løbende udgifter eller til renovering og forbedringer.
Har I fælles registreret ejerskab over f.eks. en bolig eller bil, skal I nå til enighed om, hvorvidt den skal sælges eller overtages af den ene af jer og til hvilken værdi. Har I en samejeoverenskomst, der på forhånd har reguleret processen, eller kan I nå til enighed om, hvad der skal ske, er det uproblematisk og som udgangspunkt noget, I kan håndtere selv.
Kan I derimod ikke blive enige om, hvem der skal overtage de ting I ejer sammen, kan I få hjælp af skifteretten, hvis det handler om mere end ét forhold.
I meget særlige tilfælde er det også mulig at få økonomisk kompensation via en retssag, hvis den ene part har bidraget væsentligt til den andens formue og aktiver.
© 2025 Assecca Advokater – Designet af Aveo web&marketing