Har du eller en af dine kære nået et stadie i livet, hvor der er behov for hjælp til hverdagens opgaver af administrativ karakter, så kan det være en god idé med en generalfuldmagt. Med en generalfuldmagt kan du nemlig give en anden person adgang til at varetage dine forhold og handle på dine vegne.
En generalfuldmagt er en skriftlig erklæring, hvor du kan give modtageren af fuldmagten ret til at foretage bestemte eller enhver handling på dine vegne. Generalfuldmagten kan dække varetagelse af både økonomiske og personlige forhold eller helt specifikke handlinger. Det er dig, der bestemmer omfanget af fuldmagten.
Derudover kan du som fuldmagtsgiver også fastsætte en tidsbegrænsning for, hvor længe generalfuldmagten er gyldig. Det kan være nyttigt i situationer, hvor det kun er nødvendigt med midlertidig bistand.
Det er vigtigt at forstå forskellen mellem en generalfuldmagt og en fremtidsfuldmagt. En generalfuldmagt træder sædvanligvis i kraft øjeblikkeligt og giver fuldmagtshaveren mulighed for at agere på vegne af dig som fuldmagtsgiver med det samme. Dog mister en generalfuldmagt sin gyldighed, hvis du som fuldmagtsgiver bliver ude af stand til at varetage egne interesser, f.eks. på grund af demens eller alvorlig sygdom.
En fremtidsfuldmagt er derimod et juridisk dokument, der først træder i kraft i fremtiden, når visse betingelser er opfyldt. Det betyder, at du på forhånd kan bestemme, hvem der skal hjælpe dig, hvis du en dag bliver ramt af alvorlig sygdom såsom kræft, en blodprop, hjerneskade, demens eller alzheimers, hvor generalfuldmagten ikke længere er tilstrækkelig.
Alle der er fyldt 18 år, som er i stand til at handle fornuftsmæssigt, og som ikke har fået frataget handleevnen kan oprette en generalfuldmagt.
Der findes i princippet ingen formkrav til oprettelsen af en generalfuldmagt, men vi anbefaler, at den udarbejdes af en advokat og påtegnes af en notar i skifteretten, som påser, at du er ved fuld fornuft på oprettelsestidspunkt. Det øger troværdigheden af generalfuldmagtens gyldighed.
Derudover er det vigtigt at huske, at beslutningen om at oprette en generalfuldmagt har stor betydning og kræver omhyggelig overvejelse. Derfor er det en god idé, at du rådfører dig med en advokat for at sikre, at dokumentet er korrekt udformet og opfylder dine individuelle behov.
Du har mulighed for at ændre din generalfuldmagt, så længe du er i stand til at handle fornuftsmæssigt og ikke har fået frataget din retlige handleevne. Det betyder, at du både har mulighed for at ændre dit valg af fuldmagtshaver og omfanget af generalfuldmagten. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis du ønsker, at generalfuldmagten skal omfatte beslutninger om mere eller mindre vidtgående forhold på dine vegne, eller hvis fuldmagtshaver ikke længere ønsker eller selv er i stand til at administrere fuldmagten.
Generalfuldmagten ophører automatisk, hvis du som fuldmagtsgiver afgår ved døden, kommer under værgemål eller ikke længere selv er ved dine fulde fem. I sidste tilfælde vil det derfor være aktuelt også at have oprettet en fremtidsfuldmagt, som kan træde i stedet for generalfuldmagten. Hvis fuldmagtshaver ikke længere ønsker at optræde på vegne af dig, kan vedkommende også afslutte fuldmagtsforholdet.
© 2024 Assecca Advokater – Designet af Aveo web&marketing