Gavebrev

Derfor bør du oprette et gavebrev

Når du giver en større gave, anbefaler vi, at du opretter et gavebrev, da det fungerer som dokumentation for, at du har givet gaven. På den måde sikrer du både dig som giver og modtageren, hvis SKAT ønsker dokumentation for, at gaven er givet.

Gavebrev oprettelse advokat rådgivning

Hvad er et gavebrev?

Et gavebrev er et juridisk dokument, der indeholder en beskrivelse af gaven og eventuelle betingelser eller vilkår, som er knyttet til modtagelsen af gaven. Gavebrevet kan udarbejdes for både pengebeløb, men også for genstande eller indbo, som har en betydelig økonomisk værdi.

Skal du derfor give en gave af en betydelig størrelse, ud over sædvanlige lejlighedsgaver til fødselsdag og jul, bør du have udarbejdet et gavebrev som dokumentation for, at der er givet en gave, hvis der skulle opstå tvivl efterfølgende.

Hvad må man give i gave, uden at der skal betales gaveafgift?

Det er en udbredt misforståelse, at du kan anvende gavebreve til at give skattefri gaver til din nærmeste familie eller skattefri gaver til dine børn. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en gaveoverdragelse kan udløse en gaveafgift afhængigt af gavens størrelse og modtageren.

Gaveafgiften udgør en vis procentdel af gavens værdi, som overstiger en bestemt beløbsgrænse. Procentdelen afhænger af flere faktorer, herunder den relation, du har til modtageren. Vil du give en gave af en højere værdi end det afgiftsfri gavebeløb, skal gaven også indberettes til Skattestyrelsen

Gaver mellem ægtefæller

Der eksisterer ingen øvre grænse for værdien af gaver, der gives mellem ægtefæller. Hvis du ønsker at forære din ægtefælle en gave, som har en værdi, der overstiger f.eks. 71. 500 kr., kan du derfor gøre det, uden at gaven bliver beskattet eller pålagt en afgift.

Det kan dog alligevel være fordelagtigt at oprette et gavebrev, da det vil tjene som skriftlig dokumentation for, at der er tale om en gave og ikke et lån til din ægtefælle.

Forskellen på rentefrit familielån og gave

Ved et rentefrit familielån skal pengene betales tilbage til familiemedlemmet (långiveren), hvis ikke lånet eftergives. Ved en gave til et nærtstående familiemedlem skal gaven derimod ikke gives tilbage.

Giver du en gave til modtageren hvert år, anbefaler vi, at du opretter et gavebrev hver gang, du giver en ny gave, så du og modtageren er sikret, at dokumentationen er i orden. Du bør dog være særligt påpasselig med at give modtageren et løfte om, at der vil blive givet gaver hvert år, da den samlede værdi af gaven vil blive anset for at være ydet, da gaveløftet blev givet til modtageren. De samlede gaver vil i det tilfælde (sandsynligvis) blive anset for at være afgiftspligtige det år, hvor løftet blev givet.

Gavebrev oprettelse advokat rådgivning

Kontakt en specialist

Hos Assecca Advokater tilbyder vi hjælp med udarbejdelse af gavebrev. Du er derfor meget velkommen til at kontakte os for en uforpligtende drøftelse af dine muligheder, så du kan sikre, at dokumentationen er i orden.