En fremtidsfuldmagt er et vigtigt juridisk dokument, der giver dig mulighed for at bestemme, hvem der skal træffe beslutninger på dine vegne, hvis du en dag ikke længere selv er i stand til det. Det kan f.eks. ske, hvis en ulykke eller alvorlig sygdom gør dig mentalt eller fysisk svækket. Det er derfor vigtigt at oprette en fremtidsfuldmagt, mens du er ved godt helbred, så dine interesser kan blive varetaget, som du ønsker. I denne artikel giver vi dig en trin-for-trin-guide til, hvordan du opretter en fremtidsfuldmagt.
Oprettelse af en fremtidsfuldmagt med MitID
Trin 1: Beslut, hvad og hvem
Først og fremmest skal du tage stilling til, hvad der skal gives fuldmagt til, og derved hvilke områder din fuldmagt skal dække. Skal den f.eks. omfatte dine personlige forhold, økonomiske forhold eller begge dele? Det er helt op til dig, hvad der skal gives fuldmagt til, og det er kun de handlinger og beslutninger, du angiver i fremtidsfuldmagten, som fuldmagtshaver får retten til at foretage. Overvej i den forbindelse derfor også om der skal være særlige betingelser eller begrænsninger knyttet til fuldmagten.
Du skal også tage stilling til, hvem du ønsker at give fuldmagt til. Du kan vælge en eller flere personer, som du altid bør overveje, om du har tillid til. Det væsentlige er derfor, at du indskriver en eller flere af dine nærmeste, som du mener vil træffe de rette beslutninger på dine vegne. Ønsker du at udpege flere personer i fremtidsfuldmagten, er det derfor også vigtigt, at du får taget stilling til, om de skal rangeres eller være på lige linje, og i så fald om de skal være enige om alle beslutninger, eller om de kan foretage handlinger hver for sig.
Trin 2: Registrer fremtidsfuldmagten
Når du har besluttet dig for ovenstående, skal fremtidsfuldmagtens indhold og omfang indskrives og registreres i tinglysningssystemet.
Du registrerer fremtidsfuldmagten digitalt med MitID på www.tinglysning.dk. Her indskriver du fuldmagtens indhold og de nødvendige oplysninger om fuldmægtigen(e), hvorefter du underskriver digitalt med MitID.
Trin 3: Vedkendelse hos notar
Efter den digitale underskrift skal fremtidsfuldmagten vedkendes for en notar i skifteretten. Det skal gøres inden for 6 måneder efter, at du har underskrevet den med MitID i tinglysningssystemet. Notaren vil her bekræfte din identitet og sikre, at du forstår fuldmagtens indhold.
Oprettelse af en fremtidsfuldmagt uden MitID
Hvis du ikke har MitID, kan der oprettes en papirudgave af fremtidsfuldmagten, som skal underskrives i Familieretshuset. For at kunne underskrive på papir skal du dog være opmærksom på, at du skal være fritaget fra at modtage digital post.
Flere omstændigheder kan medvirke til, at du kan blive fritaget fra at modtage digital post. Det kan f.eks. være situationer som omhandler fysisk eller mental funktionsnedsættelse, ingen adgang til internet eller at du står registreret som udrejst af Danmark. Uden MitID og adgang til digital post har du derfor stadig mulighed for at oprette en fremtidsfuldmagt.
Professionel rådgivning
Hos Assecca Advokater anbefaler vi, at du opsøger juridisk rådgivning, så du kan sikre dig, at din fremtidsfuldmagt får det tilsigtede indhold. Det kan være omstændigt og udfordrende at håndtere tinglysningsprocessen, men hos Assecca Advokater rådgiver og håndterer vi registreringen for dig. Kontakt os gerne på tlf.nr. 69171999 eller på mail kontakt@assecca.dk, så vi kan hjælpe dig med at oprette en fremtidsfuldmagt, der er tilpasset dine ønsker og behov.